Sådan er feriereglerne for funktionærer og timelønnede
Mange ferieregler er heldigvis helt ens for funktionærer og timelønnede. Men på enkelte punkter er der forskel, og dem skal du kende, når du laver løn. Bliv klogere på, hvordan reglerne er for ferie og feriepenge, så du altid er sikker på at overholde Ferieloven - uanset hvilken ansættelsesform dine medarbejdere har.
Funktionærer har ferie med løn, mens timelønnede har ferie med feriepenge.
Det er nok den vigtigste forskel, du skal kende til, når det kommer til deres ferie.
Men der er et par ekstra detaljer, du også bør kende – og som kan spare dig tid og penge.
Læs med her hvor vi gør dig klogere på de forhold der gør sig gældende for henholdsvis funktionærer og timelønnede.
Alle har ret til ferie
Både timelønnede og funktionærer optjener 2,08 feriedage hver måned og har dermed ret til 25 dages ferie i løbet af et år.
Medarbejdere opsparer ferie i optjeningsåret, som løber fra den 1. september til den 31. august.
Dine medarbejdere kan i samme periode holde den optjente ferie og så har de endda fire måneder ekstra til den 31. december. Med samtidighedsferie er der nemlig 16 måneder at holde optjent ferie i. Få en generel introduktion til samtidighedsferie.
For begge medarbejdertyper gælder også fuldstændig samme regler om varsling af ferie, overførsel af ferie, feriehindringer, erstatningsferie og forskudsferie.
Forskellen på ferie med løn eller feriepenge
Som funktionær kan din medarbejder holde ferie med løn og mindst 1 % ferietillæg. Når en funktionær fratræder, skal du afregne ferien og udbetale feriepenge for den optjente ferie, som medarbejderen endnu ikke har afholdt.
Når din timelønnede holder ferie, tjener din medarbejder af gode grunde ingen løn. Som timelønnet får din medarbejder mindst 12,5% i feriepenge af den ferieberettigede løn, som du skal udbetale i takt med, at ferien holdes.
Medarbejderen hæver selv sine feriepenge hos FerieKonto eller den feriekasse, din virksomhed bruger.
Når en timelønnet fratræder, skal du ikke gøre noget andet, end du plejer. Feriepengene bliver i forvejen afregnet, hver gang du kører en lønseddel.
Hvis du vil vide mere, kan du læse om ferieopgørelse ved fratrædelse.
Feriepenge og skat
Når det kommer til skat og afregning af feriepenge, så skal du være opmærksom på, hvilken ferieordning du har. Det har nemlig betydning for, om feriepenge skal beskattes, når det spares op, eller når det afholdes.
Hvis din virksomhed bruger FerieKonto eller andre feriekasser til timelønsansatte, så skal feriepengene beskattes i takt med, at ferie opspares. Det samme gælder, hvis du afregner feriepenge for en funktionær, der fratræder eller får udbetalt restferie.
Hvis din virksomhed har feriepenge i huset, så skal feriepenge beskattes i takt med, at ferien afholdes. Her skal du og din medarbejder være ekstra opmærksom på, at myndighederne kan føre mere kontrol med, om feriepenge rent faktisk bruges, når medarbejderen holder ferie. Det opdages nemt, hvis medarbejderen både betaler skat for løn og feriepenge samtidig.
Hvornår er man ansat som funktionær?
Hvis du er i tvivl, om hvorvidt en medarbejder er funktionær eller ej, så er der tre krav i kontrakten, du kan lede efter. Hvis de tre krav er opfyldt, så er din medarbejder funktionær og har ret til løn under ferie med ferietillæg.
- Medarbejderen modtager løn under egen sygdom.
- Medarbejderen modtager løn på arbejdsfrie søgnehelligdage.
- Medarbejderen har mindst en måneds opsigelsesvarsel.
Hvis du ikke kan sætte flueben ved alle tre kriterier, har din medarbejder ikke krav på ferie med løn.
Danløn har styr på ferieloven
Uanset hvilke typer medarbejdere du har ansat, er det nemt at administrere deres ferie i Danløn. Vi har nemlig naturligvis opdateret vores lønsystem, da den nye ferielov kom til.
For eksempel er Danløn tilpasset de nye regler for optjening og afholdelse af ferie. Det giver dig et nemt overblik over den enkelte medarbejders feriesaldo.
Opret en gratis konto i dag og prøv Danløn gratis og uforpligtende.
OPRET GRATIS KONTOKategori
Ferie
Tags: